HANSA-PARK

Boot

Sideindhold

I HANSA-PARK gøres miljøbeskyttelse til en oplevelse

Tysklands eneste forlystelsespark ved havet modtager prisen "Miljøvenlig virksomhed".

Det slesvig-holstenske erhvervslivs studie- og støtteselskab har tildelt HANSA-PARK prisen "Miljøvenlig virksomhed". I over 20 år har selskabets jury hædret de virksomheder, der gør en særlig indsats for miljøet. Prisen blev overrakt den 14. maj på slottet i Kiel. HANSA-PARK har med engagement for miljøet og oplevelser for gæsterne skabt en sammenhæng mellem sjove oplevelser og miljøansvar. Med de mangfoldige idéer og innovationer gør Tysklands eneste forlystelsespark ved havet en indsats for miljøet på alle områder.

En perle i Slesvig-Holsten

"Virksomheden yder en forbilledlig indsats for miljøet," sagde Slesvig-Holstens ministerpræsident Heide Simonis til den festlige overrækkelse af miljøprisen på slottet i Kiel. HANSA-PARK er Slesvig-Holstens perle, understregede Simonis. HANSA-PARKs direktør Andreas Leicht modtog prisen. Han takkede forlystelsesparkens gæster og medarbejdere for deres aktive bidrag, der havde gjort succesen mulig. "Vi satser på miljøbeskyttelse for mennesker og sammen med mennesker," sagde indehaveren af familieforetagendet.

Ud over HANSA-PARK blev virksomheden Grundfos i Wahlstedt også udmærket for produktionen af miljøvenlige vandpumper.

Ministerpræsidenten takkede begge virksomheder for deres engagement, der går meget længere end statens krav til miljøbeskyttelse.

Prisen, et bronzerelief, blev overrakt af professor Hans H. Driftmann, der er formand for det slesvig-holstenske erhvervslivs studie- og støtteselskab. Der var kommet en lang række repræsentanter for Slesvig-Holstens miljømyndigheder samt flere medlemmer af Kiels delstatsparlament og den tyske Forbundsdag for at ønske prismodtagerne tillykke.

At have det sjovt og samtidig passe på miljøet - det er det motto, der ligger til grund for mange forlystelser og aktiviteter i HANSA-PARK. Hvert år kommer der ca. en million gæster til forlystelsesparken ved havet i Sierksdorf. De mange tilrejsende udgør en udfordring for HANSA-PARK. For at gæsterne kan føle sig godt tilpas, og miljøet bevares, imødegår HANSA-PARK hele tiden denne udfordring med nye idéer og investeringer. Ikke kun ved udvikling og opførelse af nye forlystelser, men også i den daglige drift fylder miljøbevidsthed meget i HANSA-PARK.

Fantasi og eventyr - helt uden energi

En af de største innovationer for miljøet i HANSA-PARK er det integrerede gas-varmeværk, der allerede blev opført for over 15 år siden. Varmeværkets ydelse tilpasses præcist til parkens skiftende energibehov på forskellige tidspunkter i løbet af dagen. Således går der ingen kostbar varmeenergi til spilde.

Ud over publikumssucceser som Power Tower eller det hurtige minetog "Crazy Mine" bygger HANSA-PARK også forlystelser, der kører helt uden energi, f.eks. legetøjsskibe, hoppeborge og tømmerflåder.

Mere natur og mindre affald

I HANSA-PARK sættes der også streg under ansvaret for naturen dér, hvor gæsterne spiser. Engangsflasker, dåser og plastikbestik er for længst afskaffet i forlystelsesparken. Med tilbud som spiselig emballage til pomfritter og pølser med brød i stedet for paptallerkener er det lykkedes HANSA-PARK at nedbringe affaldet til et minimum. Det, der alligevel ender i affaldsspanden, sorteres og genbruges på en særligt indrettet genbrugscentral.

Forlystelsesparken ved havet passer også godt på det værdifulde vand. På hele parkens ca. 46 ha. store område indsamles der regnvand, der genanvendes til vandforlystelserne og til at vande de grønne arealer via et lukket kredsløb. Det er en af de idéer, der har gjort forlystelsesparken til et forbillede som en miljøbevidst virksomhed. "Denne pris viser os, at vi er på rette vej," sagde Andreas Leicht. "Den er både et klap på skulderen og en opfordring." Også i fremtiden vil HANSA-PARK give sine besøgende en mangefarvet verden af fantasi og eventyr, hvor miljøbeskyttelsen også gøres til en oplevelse.

marginalt sidenindhold