Hanseforbundets rødder rækker tilbage til midten af det 12. årh., hvor nordtyske handlende sluttede sig sammen, for at forfølge fælles handelsøkonomiske mål, og for at udvikle et sikkert transportvæsen, især til søs. Hanseforbundets område strakte sig fra den nederlandske Zuidersee til det baltiske Estland og fra det svenske Visby til linjen Köln-Erfurt-Breslau-Krakau. I dag omfatter det syv europæiske stater.

Fra det 13. årh. til midten af det 15. årh. styrede Hanseforbundet i det store hele den internationale handel i Nordeuropa. Det opnåede dog aldrig en monopolstilling. Det forsynede Vest- og Mellemeuropa med luksusvarer, fødevarer og råstoffer. Til gengæld bragte købmændene færdigprodukter som stoffer, metalvarer, våben og krydderier til Nord- og Østeuropa. Til de centrale omladningssteder hørte kontorerne i Novgorod (Nordvestrusland), Bergen (Norge), Brugge (Flandern) og London (England).

Fra anden halvdel af det 14. årh. styrkede handestæderne deres forbund, da de måtte forsvare sig mod adlens magtkrav og hævde sig over for konkurrerende købmænd fra England, Italien og Sydtyskland, hollandske fragtmænd og voksende statslige strukturer. Indtil det 16. årh. kunne Hanseforbundet udvide dets økonomiske indflydelse fra Portugal til Rusland og fra Skandinavien til Italien og notere en enorm tilvækst. Området omfatter i dag 20 europæiske stater. Konkurrenterne lod sig imidlertid ikke stoppe. Hanseforbundet mistede sin indflydelse. Nye nationale og territoriale markeder levnede hansestæderne mindre og mindre plads: Det historiske Hanseforbunds sidste Hansedag fandt sted i Lübeck i 1669.